Grækenland - Olympia Bjerget

Tid:16.00
By:Vi er ikke i en by vi er højt oppe på bjerget Mount Olympus
Sted: højt oppe på mount Olympus
Omgivelser:Ingen
vejr:Sne storm
Årstid:Vinter


Ares så ud over bjerget her fra cirka 1700 år siden havde krigernes Hal været faktisk en kæmpe by som han havde lavet med de andre guder men da Muren kom til portalerne kunne han ikke forlade gudernes verden så han blev tvunget til ikke at komme til hans hal, her havde store krigshelte siddet og krigsherrer.. Ledere af deres lande, her havde han stået over for hans største hær nogensinde som han havde været leder af dem, havde hans hær havde været besejret her oppe han havde på fornemmelsen at det var de store Romer der havde taget hans Hal men også kunne han havde taget fejl hvilket var ikke så usandsynligt, flere og flere af hans mænd havde blevet dræbt af kulden en forbandelse han selv havde lagt over Mount Olympia. Han gik i sneen over bjerget og ved siden af den, han havde vandret her i nogen dage nu han tænkte på menneskerne han måtte beskytte, flere og flere kulde gysninger strøg hans ryg men han var ligeglad han døde ikke af det og han skulle snart ned nu det ville ikke varer så langt tid til... Men først måtte han finde en statue eller noget han skulle bruge en sten på statuen...

Katherins kom gående gennem skoven, og endte for foden af bjerget, hun kigger op på bjerget med et underligt smil om læben, lige meget hvor hun kiggede hun, så hun ikke andet end stormens øje foran hende, hun burde fryse, men som altid modstod hendes påklædning alle former for vejr, og mønstrede at holde hende varm.
Hun slog hættens over hendes hoved, og hun kiggede op på toppen, og begav sig op af den stejle grusbelagte sti, hun takkede sig selv for hendes ynge kræfter i det hun begav sig op, vinden gjorde turen lang og besværlig, det der kunne havde taget nogle få min. kunne nu tage flere timer.
Hun smilte svagt og kunne ikke la' hver med at smile af sig selv, af alle dage havde hun valgt denne stormfulde dag at begive sig op for at se templet på toppen.

Ares følte noget i luften.. langt væk fra alt andet tæt på naturen, han lugtede en udødelig en meget ung udødelig personen var ikke magtfuld eller stærk men åndeligt, ingen skal trodse Guderne DE SANDE GUDER han forvandlede sig til støv og fulgte personens fært hans mørke støv havde omringet personen men støvet samlede sig bag hende og forvandlede sig til ham selv, hans mørke kåbe var igen over ham og hans sværd i hånden og en ildkugle flyvende i hånden, "Forsvind fra bjerget!"råbte han til hende stormen over døjede ham næsten så man ikke kunne hører ham, men hvis man rigtigt lyttede kunne man, Han havde vrede i øjnene mod personen, hans øjne stirrede mod personen for første gang kunne han se det var en meget smuk ung dame, selv om man ikke kunne se ansigtet på hende kunne man se på formerne på hende krop, han sænkede sværdet og slukkede kuglen så det bare var damp der kom ud af hånden, Han gik tættere på personen hun så ud til at være meget ung men denne slags personer havde han set før et eller andet sted ikke så lang tid siden...
"Hvad er du? dødelige?"

Kats hår dansede i snestrormen hendes hår var som tusinde af blå linjer, som skinnede i den krid hvide sne.
Hendes ansigt var solbrun, brændt af solens stråler, det var tydeligt at hun ikke var en man bare lige sådan bed skeer med.
Hun lod hendes kobber med pile glide op på ryggen sammen med buen, hun ville ikke kunne bruge det foreløbigt, måske når hun kom længere op, men ikke nu.
Det var som lag af støv vrimelde og dalende som sneen, hvilket sted var dette, så bart, så nådeløs, de kaldte det gudernes bjerg, men i hendes øjne var deres guder bare udødelige med en magisk evne, de eneste guder der var, var naturen selv, andet troede og ville hun heller aldrig komme til.
Kat drejede rundt i det en stemme nærmest brølede bag hende *tænkte jeg det ikke nok*
hun drejede hendes smalle og yndefulde ansigt, et skævt smil sad på hendes læber, måske var hun heldig at møde en overnaturlig menneske idag, sikke sjov en dag dette ville blive.

Hendes brune øjne så hurtigt i gennem sneen og hun ramte hans kolde og irretrende øjne, de var overlegne, magtbegærlig og yderst ondskabsfulde " Dødelig " hendes milde stemme måtte skjule en latter, og den fløjlsbløde klang lød endnu mere melotonisk " jeg tror ikke de kender til de ocsynotopiske regler" hendes stemme havde som altid en filosofisk og alvorlig klang, klangen af noget gammelt og nyt.

Ares guden af krig så på dette væsen dette væsen var udødeligt så meget skrøbelig ud han lagde mærke til hendes flotte ansigt han gik tættere på hende, hun var smukkere end selve Livet så han selv hans søstre ville virke grimme i forhold til hende hun var jo en Flot kvinde,
han så nu hendes lange ører dette måtte være en af Artemis væsener mente han bestem de var jo både flotte han gik om bag hende og beskudte hende men pludselig stirrede han på hende han måtte beundre dette væsen, hun så stolt ud? som om hun kunne det en gud ville være mere stolt end hende, hun mindede ham om amazonerne de store kvinde krigere af Grækenland de var gode krigere slevom de ikke havde sådan nogle ører men nok men disse ører hun havde en bue? dumt i dette vejr det havde han nok ikke vænnet sig til dette vejr det var det jo altid her ude på Olympus han tog sin Chakram frem og truede med at kaste den efter hende hvis hun kom nærmere selv om våbnet så dårligt ud var den hurtigt og skab mere end man kunne tro, dette var uden tvivl det stærkeste våben han havde kun en tåbe ville ikke frygte den, men dette væsen virkede klogt for klogt han gik rundt om hende igen hun måtte sige noget igen ellers siger jeg noget tænkte han og sagde "Hvem er du?? væsen eller hvad du er? Disse regler du går på et gravsted! for den største hær verden nogen sinde har set!"
råbte han efter hende han kunne ikke lade være med at elske denne persons charme og hende varme øjne men nej dette er jo ikke en gud han ville miste sine kræfter hvis han agtede en og hun ville aldrig gå med til det han ville kalde hende noget noget stort han ville havde hende til at skabe en hær og ødelage for ham og ærer hans navn i alt evighed igen! Hun ville blive den nye Kriger Dronning.

Anthony fløj let rundt i sin fulde srageskikkelse.
Hans flotte, stålgrå og muskoløse dragekrop fløj rundt godt hunderede meter over dem da han fangede lugten.
*Ares.... Det burde jeg havde gættet... Og...* Han snuste ind en ekstra gang, den her lugt var ekstremt underlig.
Han snuste endnu en gang inden han fløj længere ned. Duften var smuk, let, forførende og... overmenneskelig, helt sikkert.
Han var nu ikke længere end 10 meter over dem og så det hele.

Kath måtte skjule en mild latter, denne skabning, for hun ville aldirg kalde ham gud, han var jo utrolig dum, og i ordets bedste forstand, hans tanker lyste ud af øjnene, hun havde virkelig forventet mere af denne skabning.
Hun måtte le, da begæret fangede hans øjne, og hun kunne ikke skjule den milde latter, men sneen tog den væk, men vinden og op mod Olympen.
Hendes ansigt, hendes øjne, var alvorligt og roligt, afventende, hun fandt ingen grund til at snakke med denne, yderst ukvalifiserede mans, som mennesket åbenbart så som gud, nu forstod hun bedre hvorfor deres krige endte som de gjorde, hvorfor så mange mistede livet, et kort strej af inderligt had til denne madsperson ramte hende, hun kunne lige forestille sig hvordan han sad der og grinnede når de faldt.
Et stift ansigt ramte hende " Tja et gravsted jaså, men har de overvejet hvorfor de lægger her??" hun kiggede op mod himlen, i det et sus, ramte hende, et eller andet bøjede vinden oppe over hende.

Anthony fløj deroppe som en drage og hørte det.
Elveren havde mod... Det måtte han jo indrømme.
Han så hvordan hun kiggede op og lod hende bare kigge, lige nu så han ingen grund til at forvandle sig tilbage.
Det var koldt, og selvom han ikke kunne mærke kulde i både denne form og som menneske, ville det være irriterende at vade rundt i kulden.

Afroditte smilede svagt fra toppen af berget. Hendes lange smukke ben var let plaseret på jorden. der hvor der skulle have været sne, var der grøn græs og nogle få steder en lille lyserød blomst. Hendes øjne hvilede på Ares, og derefter elver-kvinden. Afroditte vidste hvad en elver var, ikke kun fordi hendes egen skønhed var en del af deres, men også fordi hun bare elskede at se på den elegante forførende måde de gik på. Hun kunne ikke vide at hun bevægede sig på samme måde, og overskyggede dem med sin charme. Afroditte strø en hånd igennem det rød-gyldne hår der let dansede omkring hendes ansigt og hendes gyldne ansigt og varme øjne. Hun kunne bare ikke virke fjern. Hendes øjne var altid nære og hun elskede at bevæge sig og snakke med andre. Afroditte opløstes i vinden og efterlod sig en lille plet i sneen som var grøn og frodig.

Afroditte førte en let brise med sig. En lun brise der lige rørte ved kinderne og gaven kuldegysninger over den dejlige varme derfra. Hun dukkede op bag Ares.

Ares så på dragen og himlede igen med øjnene over dette væsen, den var så svag..
han kunne mærke en anden gud han vendte sig om mod Afroditte ikke igen hvad laver hun u her hun kommer jo altid søstre rullede han igen med øjnene"Hvad laver du her? Far sagde at JEG kun skulle blive her nede og ikke dig!"
sagde han vredt til hende og så tilbage på elveren sikke en pænt samling en håbløs drage, to guder, og en Elver hvad skulle det dog nytte, ynkeligt!, elveren virkede sjovt nok dum, han grinede af dette væsen hun kunne knap nok kæmpe tænkte han, han smilte over elveren.

Tony sukkkede.
Den andne gud havde bare ikke at være ligeså højrøvet som Ares, så kunne han jo nærmest være nødtaget til at angribe hende.
Han sukkede lidt og en dødlig kold brise bredts sig fra hans mund.

Afroditte betragtede ham indtil han var færdig med at tale, og også der kiggede hun blot på ham. Rolig. "Ja, indtil han så hvor sur du blev på at der var en Dødelig" Fortsatte hun i et langsomt tempo for at han kunne følge med.
Hendes bløde varme stemme virkede på de fleste, meget beroligende..men nu var Aros jo også ...Aros... Afroditte gabte og strækte sig. Hendes finger snittede en gren på et forfrossent træ, og straks blev det sted hun havde rørt fyldt med grønne frodige blade, og så fine skud. Ligesom på jorden som hun gik på. Sneen smeltede og græsset voksede, med blomster!
Hun vændte sig lynhurtigt mod himlen og betragtede dragen.
"Åh Gud" Mumlede hun med et hævet øjenbryn. "Hvor ynkeligt"

*Skønt... Endnu en dum gud* tænkte han irriteret og himlede med de røde øjne over dem begge.
HAns øjne satte focus der hvor hun havde rørt.
*Men hendes evne er ikke så dum... Gad vide* tænkte han og fløj helt op til det træ.

Afrodite betragtede stadig drangen med et hævet øjenbryn.
"Ares..Vær venlig at forklare mig hvorfor i alverde nder flyver et dragemenneske rundt over os?" Hun betragtede Ares med et lidt hårdt blik man ellers ikke så tit så fra afrodite.

"Jeg kan faktidk snakke selv" sagde Anthony nu irriteret over hvorfor folk rakkede ned på en drage, bare fordi de var så højrøvet at man kunne se den fra månen. (XD)Han landede lidt foran træet og forvanlede sig helt tilbage til et menneske og rystede let på hovedet.

//Hvordan kunne du vide jeg var et Dragemenneske når jeg var i fuld drage form?//

//Hun er en gud ;p

Afrodite trak på skuldrene og betragtede dragen..Som nu var et menneske..
"jammen så Godefttermiddag til dig" Sagde hun venligt med en varm stemme og betragtede ham med gyldenbrune smilende øjne.

Hans stålgrå øjne rettede sig mod hende og så tilbage på træet.
"Godeftermiddag" sagde han så og kiggede stadig på træet.

//Baaaah//

Afrodite betragtede hans blik på træet.
"Er der noget galt med det træ, siden De kigger sådan på det?" Spurgte hun med et svagt smil. Hun rørte ved stammen, og det var som om en skald faldt af træet og splintrede på jorden. Men pludselig stod et smukt egetræ med grønne grene og det hele. Afrodite smilede for sig selv. Så enkelt. så smukt.

"Jeg tænkte bare på min gamle by, om hvordan den er blevet smadret af at ingen længere lever i den" sagde han ligeud og betragtede hende.
Hans stålgrå øjne glimtede igen.


//Skal ud med hundene//

//HALLOOOOO!!!! Er der nogle der snart vil svare?//