Den sorte ravns forbandelse - Skoven

Tid: Eftermiddag
Land: Morgana
Sted: En stor elver skov
Omgivelser: Store gamle træer, hvor sollys trænger ned på den mos bedækkede jord.
vejr: Meget varmt solskin
Årstid: Sommer

Minidali sad oppe i et træ hvor fra hun kunne se langt ud over skoven, og holde øje med alt der sker omkring hende. Hun holdt meget af at side der, hvor hun nød solen, skønt de fleste andre sygte i læ når den var så skarp. Hun havde også meget at tænke over, alle de stemmer hun hørte i løbet af dagen. *Jeg høre for meget, men ved for lidt* tænkte hun ved sig selv, og sikkede, hun havde aldtid været så pokkers nysgærig.

*Det her er mere min stil* Tænkte Tony glad.
Han løb rundt mellem tæerne med en umennesklig hurtighed.
Han lette flagrende tøj fulgte lydløst efter ham og han var ligeså hurtig som sin skygge.
Duften stoppede ham hurtigt.
Igen var duften umennesklig, fantastisk og... fuldstændig som en elvers.
Men det her var en anden duft, ikke som den andens...
*Gad vide hvem det er* tænkte han og satte kursen mod lugten.

Minnidal så pludselig op. Hun kunne høre noget.
Hun havde hele dagen kunnet høre dyrenes tanker og lyde, men der var noget andet.
Hun hoppede lyn hurtigt ned, og landede på alle fire, hun bandede. hun skulle avde flettet det lange blonde hår, såvar det ikke sådan i vejen nu.

"Halloooo!" råbte han let.
Personen kunne finde på at angribe, men han kunne være ligeglad.
Han var det tætteste man kunne komme på en gud, uden at være det.
"Hvor er du?" spurgte han ud igen, mens han bare fulgte lugten.

Minidali så lettet op, da det lød til at være et meneske, i hvertfald en del af vejen. "Her," sagde hun, og trådte yndefuldt frem, bag et træ, så hun kunne de den der stod forand hende i lysningen.

"Hej" sagde han med et lille smil.
Han kiggede indgående på hende før han nikkede lidt.
Hun var en elver, det var tydligt.

//Tror jeg vil gå i seng nu.... Natte Nat...

Minidali så indgående på ham, med signe mørke øjne, og slap så stille den dolk hun havde græbet om, som hun havde til at side i sit bælte.
"Halvt meneske?" spurgte hun med hovet på skrå, "og halv drage?"
Sagde hun lidt efter, og så ham ind i øjnene.

"For pokker da..." sagde han irriteret.
"Kan alle da bare se hvem jeg er?" Spurgte han irriteret og slog ud mod sin menneske form.
Hans stålgrå øjne stirrede tlbage til hende.

Hun smilte stille, "nej, men dine tanker er helt klare," sagde hun, med et drillende smil,
"Jeg er lys elver, vi kan lytte, og bruge lysets kræfter,"
Hun så på ham, "Men forklædningen er god."

"Det er ikke en forklædningen" sagde han stædigt.
Hvorfor troede alle han var i forklædning...

Minidali smilede skævt ved hans udbrud, "så siger vi det..." siger hun,
"jeg hedder Milidali af Darvia." sagde hun, og så ham ind i øjnene,
"og dig?"

"Tony" sagde han og smilte skævt over det hele.
Han kiggede tilbage på hende og grinte lidt over det.

Minidali så undrende på ham, "du griner?" spurgte hun, og smilede selv.
Hun opdagede et den dreng faktidk opmundrede hende, selvom hun
før havde været så nedtrygt.

"Ja, Er det så underligt?" spurgte han og smilte stadig.

Minidalia begyndte også at griner, "måske ikke..." sagde hun så, og tilføjede lidt efter, "bare kald mig mini, det er meget lettere."

"Skal jeg nok huske" sagde han med et lille grin og satte sig op af det nærmeste træ.
Hendes ord gav ham lidt at tænke over.

Minidali betragtede ham da hun satte sig ned.
"Du tænker?" spurgte hun, og satte sig del, op af et træ.
Det lignede næsten hun gik i et med træet.

"Ja... Men det var fordi jeg tænkte over at du læste mine tanker" sagde han lidt tænkende.

//Sorry er ikke så krea///

Minidavia lo, og lænede hovet tilbage, nu havde hun endelig tid til at flette sit hår, og det gjorde hun. "Jeg var faktisk bedrøvet da du kom," sagde hun, og bandt en stram leder snor om enden. "jeg høre så mange tanker, det er af og til en byrdte," hun rystede den om bag på ryggen, og smilede tilfreds. "Jeg føgler bare ikke at jeg ved noget selv om jeg høre så meget."

//det er oka ;D//

"Surt" sagde han langsomt og kiggede på hende.
Han kunne godt se det sure i det.

Minidali betragtede ham indgående. "Hvad med dig selv?" sagde hun så, efter en pause.
"jeg mener- Magi?" Hun sukkede, du tror måske jeg er skør, "men du lyder virkelig som om at du har magi." sagde hun, og så på ham.

"Nej nej.... Det er ikke magi" sagde han med et grin.
Han grinte bare stort over hendes tanke gang.


//Sorry skal loge og kommer først senere//

Mindali så ham i øjnene, "nej..." sagde hun så, med et stille grin, "det kan jeg se." Sagde hun, og satte sig op på huk,
"Men hvad så?" spurgte hun, og så på ham.

"Jeg er som du selv ser, et dragemenneske" sagde han og grinte lidt til hende med et venligt smil.