Den sorte ravns forbandelse - Skoven

"Det kunne ha været sjovt" sagde han og smilte bare til hende.
Tanken skræmte ham lidt, men ellers var han ligeglad.

Hun begyndte at griner da hun havde forstået hvad han havde tænkt. "Det ville nok helder ikke være sjovt at blive nedlagt af en pige." gav hun ham ret, "spichelt ikke en der er lige så gammel som en, så burde du jo have en fordel." hun så op på ham, "er du ikke 15?" spurgte hun ud fra hendes antagelse.

"Nix" sagde han og rystede på hovedet.

Hun så undrende op på ham, "hvor gammel er du så?" spurgte hun, og bemærkede pludselig hvor stille skoven var blevet efter hun mødte Tony. Det var lige som om dyrene var flygtet over hals og hoved, på grund af den person, eller det væsen der sad ved siden af hende. Hun tænkte lidt over det, nej hans hensigter havde helt klart været gode da hun mødte mam, eller var de? måske havde hun set forkert? måske var det et ekstra dyk ind i hans hoved verd? alt det sad hun og tænkte, og hun bemærkede ikke at solen pludselig forsvandt bag en sky.

"Ca. 500 år, men jeg sidder fast i 17 års alderen" sagde han lidt tænkende.
Hele hans historie lå godt gemt væk i hans hovede og han grinte hurtigt til hende.
Tænderene var rageknive skarpe.

Hun bemærkede tænderne og så ham i øjnene. "sidder fast?" sagde hun spørgende, "og hvorfor han jeg ikke læse svaret i dine tanker?"

"Dragemuren" sagde han og kiggede på hende.
"Det er grunden til at du ikke kan læse mine tanker" Forklarede han hende enkelt.
"Og jeg er det sidste levende dragemenneske og er derfor udødelig indtil arten er udbredt i verden igen" svarede han på hendes første spørgsmål.

Hun nikkede, hun kende alt til forpligtelser over for sin art. Hun så så igen op i hans grå øjne, "Så du vil altså blive ældre og dø når din art er udbrædt?" spurgte hun stille.

"Ja... Efter normal drage livscyklus" sagde han og smilte.

Hun smilte igen, "men der vil nok aligevel gå lang tid," sagde hun så, "jeg mener- når du begynder at vokse igen så er din krop vel ikke 700? den vil vel forsætte fra 17 år og frem?"

"Jep" sagde han og grinte lidt.
"Men det blir et kedeligt liv" sagde han og kiggede så på himlen.
*Jeg ville sgu gerne have set den by* tænkte han lidt skuffet.

Hun smilte, "der det da sjovere at være alene?" spurgte hun, og vibræede igen lét med ørene. "Den er ikke noget særligt-" sagde hun, men fortrød så, "Altså fremede syntes det og bliver vildt inponeret når de ser vores by, men jeg er vokset op der, det er ubehaligt at alle stire sådan på én når man går forbi." Hun sukkede, "det er meget mere behaligt at sidde og snakke med dig, du aner jo ikke hvem jeg er." siger hun, og ler glad.

"Så fordi jeg ikke kender dig, så er det rart at snakke med mig?" Spurgte han lidt forvirret over det.
Hun var nu en smule lidt forvirrende at snakke med, men ellers så var hun behagelid at tale med.

Hun smilte og nikkede, "der hjemme er alle erbødige, og bukker og skraber, og alle i gaderne glor," sagde hun, lidt iriteret over minderne. "Det behøves de da ikke bare fordi jeg er prinsesse?" siger hun iriteret. "og måske fordi at jeg har kræfter som aldirig er set så kraftfule i vores face før." tildføjede hun.

"Sådan VAR det ikke i vores by..." sagde jam og kiggede på hende.
"Der skulle man kun være ærbødig i Templet" Forklarede han hende og huskede tilbage på hvordan alle var ligeglade ude i byen, men i templet var det som små slaver.

Hun så undrende på ham, "hvad mener du?" spurgte hun undrende, "Ikke i jeres by?"

"Dragerne havde deres egen by, men ikke længere" sagde han og smilte stadig til hende.

Minidali kunne ikke lade være, og gengældte hans smil, "Og du tror at det er den by jeg bor i?" sagde hun spørgende, og så stadig på ham.

"Nej nej... Jeg ved skam godt du bor et andet sted" sagde han og smlte til hende.
Han lavede et lille grin over hendes tankegang om at en elver skulle bo i Pandemonium... Så ville hun være død.

Minidali begyndte at le da hun hørte hans tanker. "Jeg tror nu nok jeg vil overleve længe nok til at slippe ud af byen." Hun grinede, og blinkede. "Jeg har store magiske evner, og jeg kan fint bruge min bue og dolk til fulde, det vil nok være dumt at tvivle på!"

"Jeg tvivlede skam ikke, men det er den stærkeste magi Der findes" Sagde han og kiggede på hende med et hævede øjenbryn.
"Hcis du træder ind, uden en drage som ledsager, besvimer du, skåret op og ligger så og rådner nedi hullerne" sagde han og lavede et hurtigt ryst på hovedet.

Hun smilede, "Jammen så er det jo heldigt at jeg ikke er der..." sagde hun. "Jeg tor ikke jeg ville kunne finde en drage som ledsager..." Hun trak eftertænkt somt et blad ud af håret som havde sadt sig fast i hendes hår.

"Jeg er en drage" sagde han bare for at huske hende på at han stadig var her.

Hun griner, "Ja." sagde hun med et charmerende smil.
"Men-" sagde hun så. "Du er jo en halvdrage hvis man kan kalde det?"
Sagde hun, og lænede hovet tilbage og gabte. "Og hvorfor skulle du hjælpe mig?"

"Jeg er et DRAGEMENNESKE..." sagde han og lagde tryg på dragemenneske.
"Og så er jeg konge og den sidste overlevende af os alle" Forklarede han.
"Desuden har jeg allerede vist det til en Elver med derop en enkelt gang" sagde han og smilte bare.