Den sorte ravns forbandelse - Skoven

Hun smilede, "tænk en gang-" sagde hun så, med en ironisk underklang, "det havde jeg ikke læst," hun så på ham med en forundret mine, "nej vent- det stråler jo ud af dig!"
hun grinede, og rakte tunge at ham.

"Haha" grinte han til hende og smilte bare over det
Tony lagde hovedet lidt på skrå, "Ved du så hvad Drage mennesker kan som gør dem anderledes ud fra halv drager?" spurgte han og kiggede på hende.

Mindali så undrende på ham, "flyve går jeg ud fra?"
Hun spekulere lidt over det, "jeg skal nok lade være med at læse det, det ville være snyd!"

"Jeg kan forvandle mig når jeg vil og jeg er bare fantastisk" sagde han og grinte til hende.
Tony bukkede sit hovede frem mod hende, hvis han gerne ville, men nu var han på vagt og det ville være meget svære at læse end før.


//Skal logge... Kommer senere//

Minidalis lange spidse øre vibræede let, og hun så på ham, "Hvad bekymre dig?" spurgte hun, og så ind i hans øjne, med et genembornde blik.

Hans stålgrå øjne bevægede sig ikke det mindste.
"At du kan læse mine tanker" sagde han ærligt og kiggede hende direkte i øjne.

Minidali udbrød en høj og klingende latter, men så så på ham igen, "men jeg har stadig ikke hørt hvad du hedder?" sagde hun. Mens et lille ergen landede på hendes skulder. Hun kælede lidt med det, og lyttede til hvad den havde at fortælle.

"Tony" sagde han bare og grinte lidt over sit navn.
Hans navn var så normalt at mange grinte når han selv fortalte det.

Minidali tyggede lidt på navnet, og så smilede hun, "jeg kan godt lide dit navn." bekendt gjorde hun så, med et glad smil på læberne.

"Tak..." sagde han med et lille smil.


//Ligner du fuldstændig på billedet?//

Hun smiler, og bliner, "det var da så lidt!" siger hun med et mundterdt smil.

//OOG: yes ;D//

"Nej, der er mange der siger at min navn slet ikke dækker mig, men det er fordi der ikke findes nogle som helst i hele verden der kender hele mit navn" sagde han og grinte skævt.
Han kunne ikke lade være med at kigge konstant på hende, hun var både venlig, flink og sjov. Og selvfølgelig gjorde det ikke noget at hun så herre godt ud.

Minidali smilede, og satte en løssluppen tot hår om bag øret, "hvis du siger det," sagde hun så, med et skævt smil, "Men hvad er dit fulde navn så?" sagde hun, og aede ergnet, og hun fodrede den med små nødder som hun har i lommen.

"Desværre... Fortrolige hemmelgheder" sagde han med et lille smil.
Han kiggede på egernet der ikke prøvede det mindste at holde tilbage på fjendtligheden af ham...

Hun lyttede lidt mere til ergnet, og så så overrasket op, da det tydeligt ikke brød sig det midste om ham.
Hun gik stille og let hen over mosset hen til ham, og knæler ned forand ham.
"Hvem er du?" spurgte hun stille, og så efter det lille ergn som spurgtede ind i skoven, hun så igen på ham. "det ergn er ikke normalt bange af sig." sagde hun stille, og så ham i øjnene.

"Du snakker med det sidste Dragemenneske, Kongen over Pandamoniumet i Pandora" sagde han roligt og kiggede på hende med et lille smil over hun var tættere på nu.

Hun smilte ubekymret, "du gør mig jo ikke noget vel?" siger hun, og nikker, "dig er der jo ikke noget i vejen med..."

"Hvis du angriber mig, så gør jeg dig jo nok noget, men ellers..." sagde han og stoppede lidt. "Jeg kunne aldrig finde på at angribe så sød en pige" sagde Tony så langt om længe.

Minidali lo over den sidste bemærkning, "klogt," sagde hun så, "det er der mange der tænker, men måske har vi andet ind udseendet?" hun trak lidt på det sidste, og nikkede så med et skøvt smil, "ja vi har." fastslog hun, og satte sig op af træet.

"Jeg har aldrig brudt mig om at slå på kvinder eller piger" sagde han så ligeud.

Hun grinede, "det har jeg af en eller anden grun ikke harft svært ved." hun grinede ved tanken, "Men det er vel også kun mend der er så underlig at spille galant?"

"Det er kun mænd der har problemer med det" sagde han og gabte lidt.
Han havde været i skoven, mest for sin sjovs skyld, men måske også se elvermes by, men det ville nok ske den dag han ikke længere var udødelig...
*Så ser jeg det jo nok ikke i dag* tænkte han stille og lukkede sine øjne

Hun så på ham. Hendes øre vibræede igen let i vinden, og hun åbnede stille øjnene igen, "en elverby?" sagde hun så undrende.
Hun tænkte sig om, "det kan der faktisk være noget om," sagde hun, "men de flestre elvere frygter sådan ngole som dig," hun sukkede, "jeg burdte måske også havde været lidt mere på vagt, det sømmer sig ikke for mig at gå rund og snakke med alle og en hver."

"Jeg er da glad for at du ikke skød mig fast til et træ, eller bedøvede mig" sagde han med et lille suk til hende og smilte bare.

Hun kikkede eftertænktsomt, "det var jeg faktidk også lige ved," indrømte hun,
"det var et held for sig at jeg kunne læse dine tanker, ellers havde jeg nok forsøgt på at lamme dig, og så undersøge hvem du var." hun smilte, "men det blev jo ikke nødvendigt."