Den sorte ravns forbandelse - Skoven

Hun så på ham, "Konge?" hun, og så op på hans ansikt, "Det er vel en anstrængelse?" sagde hun, "jeg glæder mig ihvertfald ikke til at HELE ansvaret bliver lagt på mine skuldre."

"Jeg er faktisk kronprins, men eftersom de alle er døde så er jeg vel konge" sagde han og smilte skævt over det.
"Sådan er det ikke i dragemenneske samfund, de adelige der er kun vigtige i meget få situationer" sagde han og smilte stort over det hele.

//Hvis du er prinssessen... Har du så ikke livvagter?//

Rosetta smilede, "det må være ensomt." Hun sad og spekulerede lidt, og sagde så, "vi burdte faktisk ikke snakke sammen." sagde hun så.

//slipper altid fra dem, de er efterhånden vand til det ;D//

//Vi kan sige de så pludselig dukker op?//

"Det gør jeg alligevel" sagde han og smilte bare venligt til hende.

Hun smilede tilbage, men så begyndte hendes øre at vejre i luften, og hun konsentrære sig. "Nej!" sagde hun pludselig, og stivnede, "De kommer," sagden, og så rundt.

"HVad kommer?" spurgte han lidt forvirret og kiggede rundt.

Hun så skræmt på ham, "Hvis de ser os sammen, så for vi begge to problemer!" Hun så lidt undrende på ham over spørgsmålet, "mine livvagter selvfølelig!"

"Du kan da ikke mene at de vil straffe mig, bare fordi jeg snakker med dig?" Spurgte han da han han selv kunne have høre noget.

Hun nikkede ivrigt, "Du er jo en drage!?" sagde hun, som om det var en selvføjge, "Elvere bryder sig ikke om drager," sagde hun, mens hun rejste sig, "for ikke at sige at de hader dem, JEG burde hade dig, forstår du ikke det!" Hun så rundt. Hun kunne høre at de var på vej, og at de snart ville bryde ud gennem buskaset.

"Jamen jeg nægter" sagde han stædigt.
Han nægtede at gå væk bare på grund af at de ikke kunne lide ham.

"jammen fatter du det ikke!?" sagde hun, og hev ham op at stå, "Hvis du ikke går, så må vi begge to gå, og det skal være nu!" sagde hun, og lyttede igen. De nærmede sig, og hun var mere ind nervøs for hvad udfaldet ville blive hvis en drage og en elver blev fundet sammen, og så lige en drage konge og hende. "Pokkers!" sagde hun lavt til sig selv.

Tony fulgte bare med hende lidt ligeglad.
"Jeg er ligeglad om de fanger mig, men Du flygter bare" sagde han så venligt til hende og kunne høre at de ville hoppe ud af buskene om 5 sekunder eller noget...

Minidali tænkte hurtigt *Enten løber vi sammen, eller også fanger de os begge!* Hun trak ham i lynende fart ind genem buskende i den modsatte side af lysningen, og gennem hele skoven løb hun, med et godt græb i hånden på Tony, "jeg efterlader dig ikke din idiot!" siger hun mens hun løber.

"Hold fast" sagde han bare med et stort smil og slyngede hende op på skuldrene.
Da hun sad deroppe Bukkede Tony sig hurtigt og hoppede op i luften.
Han hoppede mindst 5 meter op i luften da hans stålgrå vinger foldede sig ud fra skulderbladene og han fløj hurtigt op i luften hvor han så slog foligere slag med vingerne.

Minidali gispede, og holdt godt fast, hun ville nødigt falde af. Selv om hun burdte være angst fordi en vildt fremmed, og oven i købet en drage bar rundt på hende, hun flygtede fra sine livvagter, men hun var glad. Hun føldte sig fantastisk fri, og hun lænede sig ind mod hans øre, og hviskede, "Du er fanstastisk!" Så rettede hun sig op, Hun fløj virkelig, og hun nød det.

Tony smilte lidt.
Han havde ikke fået andet til at vokse frem end sine vinger.
Han drejede hovedet og kiggede på hende ud af øjenkrogen.
"Er det godt?" Spurgte han hende med et skævt smil.

Hun begyndte at le. "Det er fantastisk!" sagde hun, og følte et sug i maven af lykke over at flyve.

Han lod hende hurtigt falde af og greb hende så han bar hende med begge hænder.
"Hvorhen?" Spurgte han og kiggede med et svagt grin på hende.

Hun grinede, og spredte armene som vinger, hendes lange hår bølgede i vinden, og hendes blå øjne strålede. "Det er lige meget!" sagde hun glad, "Du må bestemme!" Hun smilede, "Vi flyver virkelig..." tildføjede hun stille for sig selv.

"Næ Næ" sagde han og loopede en enkelt gang.
Han grinte lidt. "Du er gæsten, du bestemmer" sagde han så og smilte.

Minidali lo igen af fryd. "Jeg kender ikke mange steder ud over byen og skoven,
og jeg trænger til at komme væk fra det hele, du burdte kende et eller andet sted!"
sagde hun.

//ses ;D logger...//

"Jeg kender et par stykker" sagde han og smilte lidt.

//Okay... Vi skrives bare en dag^^//

Hun grinede, "jammen så lad os tage der hend!"
Hun smilte for sig selv. Hun vor virkelig ikke vand til at flyve,
men hun elskede det alderrede.